mandag den 19. maj 2014

En ferieberetning..

Jeg er på ferie. 
Min første udenlandsferie, siger min mor og far.. Jeg ved ikke helt, hvad det lige betyder, men der er i hvert fald varmt, her hvor vi er. Det hedder Kos. 
Vi bor i et fint værelse med smuk udsigt og med en terrasse, der går  lige direkte ud i poolen. Det er rigtig smart, for så ka' mor og far bade og sole sig, når jeg sover lur. HVIS jeg sover lur!
Jeg har lånt en blå seng hernede. Den er god. Desværre er jeg blevet snottet. Sår'n or'nlig snottet. Så jeg sover lidt uroligt og smører snot udover hele lagnet (og i mor og fars tøj), det er de lidt trætte af. Men far siger, at det er mor, der har smittet mig (det betyder, at det er hende, der har gjort det ved mig), og det ku' hun da bare ha' ladet være med så.. 
De er også trætte af, at jeg bøvler rundt hele tiden. Jeg vender mig nemlig hele tiden fra mave til ryg og tilbage igen. HELE tiden. Også når jeg skal ha' bukser på, eller får skiftet lorteble. Så kalder mor mig en umuligus og siger, at jeg er træls. Ærlig talt - det' li'som virkelig heller ikke nemt altså. For et par måneder siden vendte de mig hele tiden rundt og heppede på mig, men når jeg gør det nu, så er jeg bare træls. 

De snakker også om, at det ku' ha' været skønt at snorkle i det lækre blå hav, eller gå en tur på noget bjerg. Men det kan de åbenbart ikke fordi jeg er med. Så kigger de på mig og siger, at de elsker mig, men at det nu ku' ha' været fedt, hvis de liiige havde kunnet...
Hm. Ja, de er lidt dumme faktisk. Især når de tørrer min næse også. Dét er bare rigtig meget trælst! Men mor siger, at jeg ikke er køn med snot og bussemænd i hovedet. Alle grækerne (og også mange af turisterne) synes ellers at jeg er DØDlækker! Men jeg smiler og hopper også hele tiden. Her er også andre babyer, de er lidt sjove.. Og jeg griner til dem (af dem), fordi jeg ved, at jeg er lækrest.. Og mormor sagde ellers, at man nok sku' ha' lyst og krøllet fint hår før  man rigtig fik opmærksomhed. Sikke noget pjat. Man skal bare være en blåøjet baby med hang til smil.  Som mig.

Så købte mor og far også nogle billeder, der blev taget af os. De følte sig meget som rigtige turister, sagde de..?! Mor valgte billedet, men hun er ikke rigtig tilfreds alligevel. Det er åbenbart min skyld, at hun ikke længere har hverken kindben eller markeret kæbeparti.. Jeg får altså virkelig skyld for meget. Som om jeg da så ikke til gengæld  har givet hende både runde kinder og tilsvarende mave måske?! Nå. 

Man skal virkelig finde sig i meget som lille baby. 

Men mor og far synes vist også, at jeg er dejlig. De kysser mig i hvert fald hele tiden og griner og synger med mig. 
De synes også, at det er dejligt at være på ferie, selvom jeg er med.. Maden er god, og der er rigtig meget forskelligt. Jeg ved nu ikke helt.. Synes bare jeg får ret meget banan og frygtmos hele tiden. 
Mor og far siger at vandet i poolen er koldt - godt jeg har mit helt eget bassin så. Det er mega sejt, og man kan selv bestemme hvor varmt vandet skal være. Det er fedt at ligge og plaske rundt i det.

Imorgen skal vi ud og køre bil på Kos. Mor og far har lejet én nemlig. Og de lejede et babysæde også, så jeg kan komme med. Det var da pænt af dem, hva'? 
Idag er det lidt overskyet, og det er vi trætte af, så er det nemlig for koldt til at bade på terrassen, især når man er snottet. Og fjernsynet har kun mænd der snakker mærkeligt sprog og viser nyhederne. Øv.

Lige nu sover far.. Han havde mig i nat, da jeg bøvlede lidt. Så han er træt. Man sku' egentlig tro, at jeg var træt også, men det er jeg bare ikkeeee! 

Kan I ha' det rigtig dejligt derhjemme. 

Jeg håber ikke, at I er snottede også. 
Hoppehilsner fra baby-Agnes

                                  Her er jeg i mit helt eget badebassin
    Her går far og jeg foran vores lejlighedskompleks..
     Og en af dem her er vores lejlighed..
      Vi var inde i en lille by, og jeg lavede lort i min ble.
          Så blev jeg skiftet på den her bænk i skyggen.

                                           Der er meget vand hernede. Og også bjerge..
                   Selvom jeg er snottet, er jeg glad!! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar