En dagplejers hverdag..

"Wraaaaa wraaau 'a 'a 'a wraaaa aaaaaaa"...
"Aase Aase, må vi høre musik, Aase?".. "wraaa wraa"..
"piv piv og hulk" osv..

Fra kl. 6.30 til 16.30.

Og Agnes og jeg er havnet midt i den.

Puhh..
Ja, egentlig er det jo slet ikke os, der har det hårdt. Vi kan gå ind på værelset, eller ind i stuen foran tv'et, hvor dagplejebørnene ikke kommer. Sørme glad for, at jeg kun har én. Og at hun er min!

Men det går nok; det er jo modsat også hyggeligt, at (mor)mor er hjemme, når vi sådan ferierer i Jylland.

Nu er der imidlertid bestilt billet hjem med DSB imorgen. Pyh, kan allerede få lidt sved på panden bare ved at tænke på rejsen..
Vidste I desuden, at når man skal ha' barnevogn med på toget, så skal man ringe ind og snakke med en DSB-medarbejder for at booke pladsbillet? Det fungerer såmænd egentlig ok, ikke særlig lang ventetid og overordentlig flinke telefon-mænd. Men ah, så ønsker jeg at købe orangebillet til mig selv hos manden, som jeg bestiller barnevognsplads hos. Dét kan man ikke. Orangebilletter SKAL bestilles online. Det' sgu da upraktisk. For, selvfølgelig vil jeg spare 110kr - det' li'som dyrt nok i forvejen! Så nu håber jeg bare, at det er lykkedes mig, at bestille billet til mig selv i samme vogn som barnevognen har fået plads.. Og ellers kan hun da blive nogen andres problem - så kan det være, at jeg kan få drukket min cola og læst i min bog denne gang! ;)

I det sdr. jyske.. And loooving it!

Vi er på 5. dag hjemme i Sdr. Jylland hos (mor)mor og (mor)far.. Og det' skønt! Vi fordriver tiden med cirka ingenting (lidt ligesom hjemme på Frederiksberg, faktisk)..

Pt sidder jeg og læser op på bloggen "Lortemor".. De gamle (det ER man altså lidt, når man kan kalde sig selv for bedsteforældre! Engang var det også halvgammelt og i hvert fald mega voksent bare at være forældre.. Jeg har efterhånden revideret min opfattelse en smule herom..) er nemlig taget i by'. Tænk at de er taget til fest en lørdag aften, og det er mig, der sidder hjemme.. Med en baby tilmed. Tjah.. Tiderne skifter. 

Nå, men i mangel på selskab (og TV-kanaler) er jeg gået i krig med bloglæsning. Og en kold Cola light. Og den chips-skål de gamle ikke fik tømt til forfesten kl.17.30.. (satens også! Jeg KAN jo ikke holde mig fra dem! Chipsene, that is..). 

Imens jeg læser og blogger og drikker usundt sukkervand og spiser tørrede kartofler dyppet i smeltet fedt, koger Agnes' kartoffelmos løs i baggrunden og bettemusen selv ligger på det interimistiske legetæppe og har en fest. 

(Mor)mor er dagplejer, hvilket er yderst praktisk, da der således forefindes legetøj m.m på matriklen, som Agnes kan lege med. Normalt er der ikke legetøj til helt små bebser, men så sent som i mandags påbegyndte (mor)mor pasningen af en lille dreng.. Han er kun lige 14 dage ældre end Agnes, født på hendes terminsdato, til gengæld vejer han allerede 2,5 kg mere end hende - og hun er altså ikke helt let selv. Men hans ankomst har meget passende tilført masser af babysager til hjemmet. Men puhh.. En 10 kg tung (men dog kær) baby og så ellers samtidig 3 andre unger, alle under 2 år, og en arbejdsuge på 48 timer. Jeg er IKKE misundelig. Ligemeget hvad hendes løn lyder på, så er det for lidt! 

... Nå, tiden går, klokken slår og Agnes er nu blevet puttet. Man kan ikke både passe baby, lave kartoffelmos, vaske flasker, spise, læse OG skrive blogindlæg. No can do. 

 Kartoffelmos-selfie

Igår (og idag) drog Agnes og jeg til byen og shoppede. Vi shoppede genbrug og baby-ting og udnyttede at Agnes' far ikke var med. Han har en evne til at ødelægge en sådan shoppingtur.. "Ahr, behøves vi nu også den/det?", "hvor skal det stå henne", "har vi ikke noget lignende derhjemme?" osv osv. Ihh altså! Så skide fornuftig (og træls). Men ha, denne gang var han ikke med! Så vi shoppede genbrug. Men behersket dog. Jeg kan jo godt styre mig. Det var dog lidt sværere, da vi var i Ønskebørn. I ca. 1½ time. Agnes valgte nemlig at droppe sin middagslur, og ville så både op af barnevognen og hygge og ha' flaske og græde og være lettere irriterende, imens jeg troede, at jeg bare lige sku' gå og hyggeshoppe lidt tøj til hende. Nå, men hvorom alting er, så kan man altså nå at finde RET mange ting, når man sådan tuller rundt i baby-mekka i halvanden time. 

Vi så os også halvt nødsagede til at bytte gaven fra Agnes' morbrødre m.fl. - en ellers fin vogn.. Til at sidde på og drøne rundt i lejligheden på. Vi fik nemlig foruden denne, både en Wheely Bug, en gåvogn og en dukkevogn til barnedåben. Og vi bor altså på 4. sal i en 90m2 stor lejlighed, der er desværre begrænset med plads. Og til ære for underboen beholdte vi den vogn med plastichjul (Wheely Bug'en) og byttede den med gummihjul - morbror havde ellers været så flink, at tænke på underboen. Men underboen er sgu egentlig lidt træls, så no need til at være SÅ betænksom.
Istedet købte vi et lille piano. Såå fint. Så nu kan Agnes sige, at hun er vokset op på det mondæne Frederiksberg i et hjem med klaver. Det lyder sgu da meget godt.

Se hvor fint da. 

(Hvis hun har arvet forældrenes mangel på rytmisk sans, 

kommer vi til at hade det klaver SÅ meget senerehen!)

Pt synes Agnes  dog stadigt bare, at den fedeste leg er den, hvor man gemmer sig under noget. 

- her er hun lige oppe efter luft.  

Hun kommer helt sikkert ikke til at lide af klaustrofobi.

Nå.. der er absolut INTET godt i TV. Faktisk har jeg de sidste 10 min siddet og set Frihuset.. Ergo, det er på tide at gå i seng. (DE, værterne, sku' sgu prøve at passe 4 irriterende unger fra 7 til 16.30, så ville de måske ikke være så pisse irriterende og overskuds-glade hele tiden. Og vi ville være fri for fjollede TV-udsendelser.). Nå, det jeg ville sige er: - jeg går sgu i seng. 

Godnat, og sov godt!

På tur med det offentlige

Hurra for DSB!! Sagde ingen, nogensinde.. 

Igår var Agnes og jeg på langfart. Og ikke kun Agnes og jeg. Næ, også en oppakning inkluderende ca. 20 kg tung rygsæk, barnevogn med 7,4 kg tung baby, samt proppet indkøbsnet, og så havde man da også liiige spændt autostolen fast på barnevognen med en enkelt bagagestrop. Godt man har en Odder! Barnevognens Rolls Royce (men også dyrere end en lille, brugt bil)... 

Afsted med os! Første S-togs-station kender vi - no problemos. Herefter ankommer vi til det der Valby. Og i Valby er elevatoren ude af drift. UDE AF DRIFT!?! Fåååårk. Og så er jeg sgu da skide ligeglad med, at "fejlen er anmeldt og teknikker tilkaldt".. Hvad kan jeg måske li'som lige bruge det til, når jeg skal foretage sporskifte for at komme videre i teksten..?

Der er altså ikke andet for end at bestige trappen. Den helt ubeskriveligt lange lange trappe! Og så er det jeg tænker - når nu, Valby Station tilsyneladende synes, at det er lige overkill med 2 elevatorer, ku' man så ikke overveje en rampe (ja, en rampe. Sådan en man kan lave med et par brædder! Sgu da.) således, at man kan komme op ad trappen i det tilfælde at elevatoren f.eks. sku' gå istykker..? Det' ku' jo ske. 

Bevares, der var da en tiny bitte lille rampe designet til et cykelhjul, men det hjælper mig jo ikke specielt meget. Suk. Det ene hjul op i rampen dog, og så ellers bare slæææbe. Og svede. Indtil ung fyr tilbyder sin hjælp. Åhh ja tak! Man burde nok bare ha' gjort opmærksom på sig selv og ha' spurgt de fremmede mennesker om hjælp fra starten, men ja.. 

Og hvad jeg så bare overhovedet aldrig har skænket en tanke er de tre trappetrin OP i toget. Flere trapper sgu da? Gud, hvor er alting da mere besværligt, når det ikke længere bare er mig og en IKEA-pose.. Her var dog masser af flinke og hjælpende hænder.
I kupéen måtte vi rykke lidt med en passager eller to for at få parkeret karetten. Sorry, men vi havde jo pladsen; heldigvis - toget er jo proppet over middag. Og Agnes var vågen, HELE turen! Og jeg som ellers havde en kold Cola og en god krimi i tasken, og havde forestillet mig en afslappende togtur. 

Hun var dog sød, hele turen. Heldigvis. Én ting er, at jeg selv synes det er liiidt små-trælst, når bettemusen brokker og er utilfreds, en anden ting er, når andres børn brokker og er utilfredse. For det er jo bare dødirriterende: Og jeg vil så nødigt være hende med det dødirriterende og larmende barn. Det blev jeg heldigvis heller ikke. Agnes høstede derimod mange søde smil og sjove rullende øjne med på vejen. Og godt til Jylland kom vi, trods alt.. Kun ca. 15 min. forsinkede.

Harry til gengæld, HAN er pjattet med at køre i tog.. Men han er også en lilla tøjbamse.
Uden bagage.. 

Idag har Agnes desuden fået en ny, lille (nåja, 4500 gram lille.. Alt er jo relativt) kusine. Dét kræver da vist at blive nævnt. Og ihh, hvor vi altså glæder os til at møde hende. Hurra og tillykke til faster og onkel! 

Det kræver da også en stork!:

Selvom faster Johanna nok vil være ret uenig i, at lille Nora ankom med storken...

 God aften. Og velkommen til verden, lille Nora. 

Mor-blogs og (laang) fødselsberetning..

Noi, hvor er der mange af de der/de her mor-blogs derude.. Jeg har nogle stykker, som jeg følger, og via dem føres jeg ofte ind på flere af slagsen. Og der er maaaange.. Men nå, der er jo også mange mødre med PC'er derude, ligesom jeg.

Nogle af disse blogs er god underholdning (når man er på barsel anyway), andre lægger fine billeder ud af diverse hverdag, mode, bolig og bebs, andre igen er bare jævnt kedelige.
Men hey, who am I to judge?! Må jo huske på, hvad dette egentlig er - en slags online dagbog, og man kan jo vel ikke forvente, at finde alle mulige ukendte mødres hverdag skide spændende. Og så er det jo, ikke mindst, en beretning til, - i mit tilfælde Agnes -, baby/bebs/barn om dennes hverdag under sin opvækst. Og dét tænker jeg til gengæld må være rigtig rart at have, når denne bli'r gammel nok. Jeg har i hvert fald været glad for min "Barnets Bog" - den er ikke nær så omfattende som dette, men ikke desto mindre hyggeligt at sidde og bladre lidt i.. Og så kan det jo være nok så ligegyldigt om bloggen i sin tid har været jævnt kedeligt for udenforstående..

Ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her..
Måske i retning af, at dette jo er en blog "til ære for Agnes", og at jeg just for nyligt på, en af disse føromtalte blogs, læste om forskellige kvinders forskellige fødselsberetninger, og i den forbindelse tænkte "hey, dét må jeg skisme da også hellere få skrevet lidt om til Agnes (og eventuelle andre), før end at jeg glemmer det fuldstændigt".

Jeg overvejede lidt, om jeg rent faktisk bare sku' holde fødselsberetningen til Agnes' fysiske, gammeldag "Barnets Bog" og skåne eventuelle læsere.. Men hey, skidt.. Man kan jo bare undlade at læse med. (indlægget er også allerede nu så langt, INDEN jeg er begyndt på beretningen, at jeg allerede selv trættes en lille smule af at se på det..)

Men nå, here goes: (det er meget sobert, altså)

Jeg havde termin d. 18. oktober 2013, men valgte at udnytte min barsel til fulde og gå 14 dage over tid (man er vel jyde!). Efter 10-11 dage får man tilbudt at få sat fødslen igang, et tilbud som vi selvfølgelig tog imod.

Vi mødte på Rigshospitalet tirsdag aften, hvor vi fik kørt strimmel/CTG (viser barnets hjertelyd samt moderens eventuelle veer - man kalder det strimmel, fordi resultatet kommer ud på en papirsstrimmel i form at en kurve. Smart.). Det tog ca. 20 min, alt var fint, og jeg fik de første to igangsættelsespiller. Hvis disse ikke virkede, sku' jeg den efterfølgende dag, onsdag, ta' 2 piller henholdsvis kl. 08, 12 og 16. Medmindre altså, at der nåede at ske noget i tidsrummet herimellem. Såsom vandafgang, blødning eller ja, veer.
Der skete dog ikke en hujende fis.
Derfor mødte vi igen op på RH til CTG onsdag kl. 18.00 - man skal nemlig følges lidt nøjere, når man først er blevet medicinsk igangsat.. Denne gang tog det 2 timer, før de fik kørt en strimmel, de var tilfredse med - ergo, Agnes, du var knapt så aktiv derinde, som man, især jeg, kunne ønske. Men not to worry, vi blev jo trods alt sendt hjem igen. Med yderligere 6 piller i lommen til slugning om torsdagen. Dagen oprandt, og dagen gik på hæld... Stadig ingen hujende fis i sigte.
Jeg ringer, som jeg skal, til fødegangen på RH og oplyser, at jeg nu har taget 14 "igangsættelsespiller" uden noget som helst resultat. "14 piller!?!", var det svar jeg fik fra kvinden ved telefonen.. Nå, så det er altså IKKE normalt at ta' 14 piller!? Aha.. Vi fik besked på at møde ind til endnu en strimmel, og blev advaret om, at de muligvis ville forsøge sig med at ta' vandet eller lign., nu hvor pillerne ikke havde haft nogen gavnlig effekt.

Mens jeg ligger og får kørt strimmel (Agnes' far og jeg er alene i et rum, og jordemødrene sidder ude i deres hygge-hummer og holder øje med strimlen på skærme derude) får jeg dog hurtigt de første veer. Yay, finally. Jeg ligger og tænker "aha, så dét er en ve. Jow jo, det er da heller ikke voldsomt rart" (jeg blev klogere!), men var jo egentlig godt tilfreds med det, det sku' jo ske.
Efter ca. 1 time alene viser der sig endelig en jordemoderstuderende i rummet - JEG forventer jo, at hun kommer ind og siger noget i stil med: "så for søren, så gik de veer da endelig igang, hva'? Skide godt!". Istedet siger pigebarnet: "kan du mærke de der kontraktioner af din livmoder?". What?! Om jeg kan mærke dem!? Og her lå jeg og troede, at jeg havde veer. Men narj, det ku' måske bare være lidt plukkeveer, mente hun. Jaja, hun var vist kun 3. moduls studerende og havde tilsyneladende aldrig selv haft veer - hun får i hvert fald ikke en medalje for hendes optræden dén aften. Hvorom alting er, så VAR det altså veer. Og de tog kun til i styrke.. Efter yderligere en times tid, kommer den studerende igen på besøg, og beretter, at de nu har fået en tilfredsstillende kurve, men at hun liiige vil ud og finde den "rigtige jordemor", for at afklare vores videre færden - jeg havde jo trods alt fået veer.. (det anerkendte hun dog trods alt efterhånden!).

Men ha! I hendes fravær går mit vand (det var grønt og klamt) imidlertid, og jeg trøstes således ved tanken om, at de da så i hvert fald ikke finder på at sende os hjem. Samtidig stiger spændingen stille og roligt..
JEG ER VED AT FØDE!!

Vi bliver således (nu med ble) vist til den rigtige fødegang og får os et "værelse". Her møder vi vores søde jordemor, Rikke, og så kører bussen ellers..

Der sker nu aaalt muligt, og jeg kan hverken huske rækkefølge eller klokkeslet.. Jeg mindes dog et klyx (afføringsmiddel) - "det ta'r du lige, og så afventer du 10 min før du går på toilettet". Ja, som om! 10 min.. Phh. Men effektivt, det må siges. Og rart ikke at ha' dén bekymring, når man nogle timer senere ligger og presser et barn ud. Jeg VED bare, at din far, Agnes, havde ladet mig høre for det til evig tid, hvis jeg ikke kun havde nøjedes med at "føde" dig...

Jeg tror dog, at jeg husker det meste faktisk, men vil og kan jo ikke berette om alle 7 timer (yup, jeg var heldig! Eller god, ynder jeg at tænke).. Mindes dog, at jeg selv sku' efterspørge noget bedøvende.. Jeg står der, svedende og prustende, lænet ind over fødebriksen og finder overskud til, mellem to veer, lige sådan lidt nonchalant at spørge noget i stil med "hva'e, hva' har I egentlig, hvis man nu begynder at overveje lidt smertelindring?"... Hvorefter jeg fik en varmepude. En varmepude!?! Men nå, den var egentlig ret god. Senerehen blev lattergassen min nye, bedste ven, og din far fik ikke lov til at forlade min side, da han styrede masken med lattergas. Det klarede han desuden til UG (til gengæld smuttede han for sig selv umiddelbart efter at han havde klippet din navlestreng, og vi havde fået konstateret, at du havde det godt og var velskabt. Jeg var åbenbart ikke den eneste, der havde lidt. Din far havde nemlig i TO lange timer skulle på toilet, men.. uden mulighed for det)..

Jeg mindes også at sende laaaange blikke hen mod vinduet, hvor der stod en normal hospitalsseng. Gud, hvor ville jeg gerne ha' været ned i den og ligge, men jeg fik sgu ikke lov. Jeg lå ellers SÅ ubekvemt på den forfærdelige fødebriks. Men.. Sjovt nok, var den egentlig helt ok som seng, så snart du havde fundet din vej ud og de forfærdelige ve-smerter forsvandt..

Jeg sku' også drikke saft. Din far blev af jordemoderen opfordret til, konstant, syntes jeg, at hælde rød saftevand i mig. Det kræver væske og energi at føde! Jo tak.. At jeg så sidenhen lå og gylpede saften op under mine presseveer, ku' jeg da godt ha' undværet!

Klokken 01.44 d. 1. november 2013 (natten til en fredag) så du for første gang dagens lys.. Eller hospitalsstuens varmelampe, that is. Du var 53 cm lang, vejede 3740  gram og scorede toppoint på Apgar score skalaen. Og så var du SMURT ind i fosterfedt. Du havde måske faktisk været en lille smule ulækker, hvis ikke det var fordi, at du var mit lille, lækre vidunder. Du landede direkte i min favn, efter at du undslap mit skød, og der fik du heldigvis lov til at ligge ret længe. Det var vildt og mærkeligt, og rigtig hyggeligt. På den virkelig udmattende måde..

Jeg blev desuden rost til skyerne af jordemoderen OG overjordemoderen (som måtte bidrage med assistance, da din puls faldt lidt under fødslen - du kom også ud med navlestrengen om halsen).
"Ork, sikke mavemuskler! Og ork, sig mig, ER du virkelig førstegangsfødende? Er du sikker?" Osv..
- og jeg sikrede mig selvfølgelig, at det ikke bare var noget de sagde til alle fødende;)

Åh ja.. Det er løjerligt at tænke tilbage på. Da jeg lå i det var det satme ikke sjovt, men så snart du var ude, Agnes, så forsvandt smerterne jo, og ja.. nu, knap 5 måneder efter, skræmmer det mig egentlig ikke at tænke på, at jeg engang skal føde dig en lillebror (eller søster..).

Det var vist det, 7 timer skåret ned til.. Nåja, en halvlang beretning.

 Mega nyfødt og snasket baby 

Agnes ligger ved brystet, og "hurra-bordet" er på plads. 

"Dagen-derpå-sygedag"

Igår aftes var mit lille pus syg med feber (39,3) og opkast..
Heldigvis havde jeg på dagen (skæbnen?!) været ude at købe et "termometer med fleksibel spids - velegnet til babyer og børn". Sgu da egentlig meget heldigt, og sgu da egentlig også meget heldigt, at hun ikke havde haft feber før. (ikke fordi, termometeret alene bevirker jo ingen mirakler under sygdom, men det er ski' meget rart at ku' tjekke temperaturen på sådan et lille pus, der koger af varme).

I løbet af natten forsvandt feberen, og hun er idag helt feberfri. Alligevel har hun stadig nattøj på (kl.12.25), og jeg tror faktisk også, at hendes daglige - og elskede (tror jeg!?) - tur i barnevognen droppes. Vi holder dagen-derpå-sygedag. Og sgu nok egentlig ikke for hendes skyld, for hun er jo næsten frisk igen. Men for min skyld, fordi jeg ikke orker noget.. Fordi jeg var oppe i nat, da jeg burde ha' sovet.. Fordi jeg stadig ikke har strømper på. Eller BH.. (det gav et øjebliks panik, da pakkeposten ringede på døren. Godt jeg har mange cardiganer og bor på 4. sal!). Og fordi vejret er dårligt, og fordi jeg ikke gider gå ned fra 4. sal for efterfølgende at risikere at sku' rende op og ned til en baby i barnevogn, der sover halvdårligt. Måske. For som sagt, hun virker jo ret frisk.

... Så for moren skyld, tager vi en dagen-derpå-sygedag. Og det må man godt. Det er rart. Selvom jeg faktisk fryser mine fødder lidt..

Nårh... Stakkels, syge pus.

Vi ringede også til vagtlægen igår - nåja, vi er første-gangs-forældre og har af gode grunde aldrig haft et sygt barn før - bare for lige at høre, om der var noget, vi sku' være opmærksomme på.. Egentlig vidste vi jo godt, at sålænge hun reagerede på, at vi snakkede til hende, og ikke var helt feber-apatisk, så var det jo nok ok. Men for en siiiikkerheds skyld!

Det var Agnes' far, der ringede.. Bare fordi. Men godt det samme, for jeg havde sgu nok tudet. Hvilket havde været mega-pinligt. For, så var det jo altså heller ikke værre. Men jeg KAN bare ikke det der med læger osv.. (og min lille pus skal da SLET ikke være syg!).

Faktisk fik jeg erklæret "hvidkittel-syndrom" under min graviditet - det betyder bl.a. at mit blodtryk stiger ret kraftigt, når jeg får det taget hos lægen. Det' helt åndsvagt. Især taget i betragtning, at jeg selv arbejder på sygehus og er en af de der hvide kitler. Eller, en hvid uniform i hvert fald (der er lidt forskel!).. 

Faktisk var det lige før, at vi ikke fik lov til at komme på barselshotellet efter fødslen, da de kun tog imod "raske" nybagte mødre der. Og jeg havde jo altså RET højt blodtryk. Så fik jeg imidlertid overbevist jordemoderen om, at  hun sku' smutte og at jeg bare selv sku' ha' lov til at tage mit blodtryk, og vupti - pludselig var det helt fint. Åndsvagt. 

Nu sover hun.. Det tog lidt tid, og hun var ret pylret og drikker heller ikke så meget. Så nåja, lidt små-sløj er hun nok stadig. Stakkel. Det må være faderens immunforsvar, desværre;)

Sig mig, hvis unge er det her egentlig!?

Ja, man bli'r da, uvilkårligt af at fødselsoplevelsen, strækmærkerne og hængebugen stadig præger mig i min hverdag, helt i tvivl... 

Den føromtalte kartoffel/gulerods-mos er nu to dage i træk blevet SLUGT til aftentide. Bettetøsen sidder i sin skråstol og sitrer og bli'r helt hys, hvis det går for langsomt med madningen. Og ja, JEG har da i hvert fald ved Gud aldrig opført mig sådanne, når jeg blev præsenteret for kartoffelmos - heller ikke selvom der var most gulerødder i (muligt at mor(mor)-Aase nu sidder og siger "ork jo, da du var baby, spiste du også gladeligt kartoffelmos". Men, jeg-tror-ikke-på-det!) 

Og, som fortalt igår, så er hun hyper. Og, det har hun da HELT sikkert ikke fra mig. (ved ikke, hvordan jeg var som baby dog.. Ved bare, at jeg altid var snottet. Og at min nusseklud var et lagen (dumt?!). Det har mor(mor)-Aase fortalt. Det lyder ikke som om, at jeg har været en særlig tiltalende baby - slet ikke ligesom Agnes!).. 

Det kunne snildt være fra faderen dog, det der hyper-noget. Det første han sagde, da han fandt ud af, at vi ventede os en pige var da også, at "så skal hun være en adventure-pige!"..

Hun ligner mig heller ikke.. Det er blevet konstateret af egne familiemedlemmer og sågar af mødregruppe-damerne (der så Agnes' far igår). Hm. Hun ligner sin far. Hun har hans runde hovede. Åbenbart. 

Men! Agnes' far er mørkhåret, har en temmelig ok kulør og grøn/brune øjne. Dét har Agnes i det mindste ikke arvet. Ha! Eller.. Ærgerligt nok egentlig. Hun er til gengæld mega baby-bleg, har blå øjne, og vi synes også at ane lidt rødligt skær i det leverpostejsfarvede hår. 

Så ja, hun er sgu nok min, trods alt.. Heldigvis ;)

Jeg har en ADHD-baby..

Ja ja, I know, det skal man ikke joke med.. Det der ADHD altså. Men det HAR jeg altså! Altså, det har min baby! Eller AD eller HD.. Hun har i hvert fald den del, hvor hun er hyperaktiv.

Idag havde vi besøg af mødregruppen. Dvs. 5 andre babyer på Agnes' alder. Alle babyer, der gerne vil sidde og putte lidt hos deres moar. Ikke om hun gider, min baby! Næh, hun vil sgu hoppe og bøje og sprælle og flexe og.. Suk. Kun når hun er træt, vil hun putte. Øv, det er ellers så hyggeligt. Idag var hun fully loadet med energi i 5 timer i træk. Zzzzz..

Til gengæld gik hun også kold kl. 19.30 og sov sågar under bleskiftet. Så NU er her ro.

Jeg har prøvet at uploade en video - faktisk har jeg med jævne mellemrum prøvet at uploade en video, dog aldrig med held - og tror faktisk at det lykkedes. I hvert fald ligger her nu noget.. Kvaliteten ser utrolig ringe ud, og jeg er faktisk heller ikke overbevist om, at man kan afspille den. Så går idéen temmelig meget af hele konceptet med 'video', men er ikke sikker på, at jeg kan teste det før end at jeg udgiver indlægget her..

Hvorom alting er, forestiller det Agnes, der går fuldstændig spræl-amok under sit tæppe, mens hun hyperventilerer - YNDLINGSlegen...

Hverdagsglimt..

Idag havde Agnes og jeg besøg af sundhedsplejersken.
- hun sku' fortælle os lidt om grød og mos osv. Nu har Agnes også udelukkende levet af modermælkserstatning i 4 måneder, så er det da også på tide at det stakkels pus må få lidt andet ædelse. Vi har dog faktisk snydt lidt og ladet hende få hirsegrød de seneste 14 dage.

Lækkeeeeert!

Idag fik hun tilmed en klat frugtgrød oveni den lidt smagsdiskrete hirsegrød. Ekstra lækkeeeert!
Måtte dog ty til Brugsen og købe færdiglavet frugtmos. Fy, anti-øko/helse-Tenna. Men altså, man kan bare ikke støve bløde pærer og brune bananer op derude. Li'som. Så det må blive senere på ugen. 

Til gengæld fik jeg lavet kartoffel-gulerods-mos. Lækkeeert! Næ, faktisk ikke. Det smagte ret nederen. Men som enhver god kok måtte jeg selvfølgelig prøvesmage, selvom kartoffelmos aldrig riiigtig har været et hit hos mine smagsløg. Så tænker jeg dog.. Hvad gør enhver god kok så, når denne synes, at maden er lettere øv?! Ja, for smider det ud gør jeg sgu itte! Hirsegrøden med frugtmos til gengæld - dén er sgu god! 

Den hjemmelavede mos..

(Vi gi'r det et forsøg, men tvinges skal hun ikke. Personligt har jeg stadig store traumer fra en barndom, hvor jeg blev tvunget til at spise kartofler. Hver. Dag. Suk.)

Den netop overståede weekend blev bl.a. brugt på at rydde op. Det var svært tiltrængt. 

Som i bedste boligbladsstil får I her "før og efter billeder":

Gud, hvor var det dog et uoverskueligt oprydningsprojekt. 

Og så fandt jeg tilmed disse (og flere!) sataner i mit hjem:

Sundhedsskadeligt, mon?!

... Sig mig engang, hvor i ALVERDEN kom de nullermænd fra!? Ja, jeg spørg' bare. 

Jeg sværger, de var der ikke før vi tog til Jylland. Ikke så store i hvert fald... De har på den anden side også haft fred og ro i 10 dage til at formere sig. Og det har de så gjort. Big time. Med sundhedsplejerskens besøg idag, følte jeg mig derfor svært nødsaget til at støvsuge i weekenden. Nok egentlig noget vi bør forsøge os med lidt oftere fremover.. Godt bettemusen endnu ikke kan kravle! 

Det var ikke kun lejligheden, der blev ryddet og rengjort. Agnes fik sig også et dejligt bad.. Det gjorde slangens halespids også. Den var efterhånden liiige lækker nok - med savl og gylpe-rester. Mums. 

Jeg har desuden fået blomster. Af Agnes' far. Whaaat!? Jovist, det er sandt.

 Det er såmænd bare "sovende påskeliljer" fra Fakta til en flad 5'er. Men ikke desto mindre blomster. 

Vores døde egern har fået selskab af et andet egern.. Et lille genbrugsbillede til en 20'er. Ganske godt fundet, hvis jeg selv skal sige det. Men NU skal det også være slut med dyr (døde som levende) i lejligheden!

Og det skete i de dage..

.. i marts engang, at den lille pige Agnes, fyldte 4 måneder lang...

Ret præcist d. 1. marts. Det burde være ganske ligetil at huske, faktisk. Og alligevel er det endnu engang sket, at Agnes' månedsbillede er blevet til:

AGNES, 4 måneder og 9 dage:

Hvem sagde lækkermås!?

MEGA lækkert med tåfnuller..

Vi har, udover 4 printede billeder (5 faktisk, da fotografen sendte et forkert), bestilt en CD-rom med alle de billeder, der i sin tid blev taget at Agnes til hendes første fotosession. Af en eller anden årsag var det åbenbart halv pris, da vi havde købt tilbuddet på Lauritz.com. Cool nok. Det gi'r dog umiddelbart ingen mening - det var ingen steder oplyst i dealen, at alt udover denne var halv pris, og i forvejen har fotografen jo nok ikke just tjent sine bedste penge på os.. Men nå, hvad koster sådan en blank cd-rom..? 10 øre? Hvorom alting er, så fik vi alle billederne til den nette sum af 600 kr.
Kom igen alle ikke-særlig-konkurrence-dygtige-fotografer på Frederiksberg!

Så nu sidder jeg lidt og overvejer, om man allerede nu bare sku' lave sådan en modellabog (I ved, sådan en alle modeller med respekt for sig selv har, og som de kan vise frem til potentielle arbejdsgivere..) - bare så man er lidt forberedt, når de store modehuse snarligt ringer og vil anvende Agnes som forsidemodel for deres nye baby-Burberry-kollektion.. Eller lignende.

Hm.. Dette bærer jo SLET ikke præg af, at det er Agnes' moderlige ophav, der sidder ved tasterne.. *host host*. Ikke fordi, er sikker på, at enhver uvildig person på gaden vil give mig ret.. Så sent som igår, havde vi f.eks. lige en fremmed mand inden for døren (han sku' købe et bord, vi har haft til salg på DBA. Tak mand).. Og det første manden siger er: "næh, hvor er han kær!". Ja tak, det synes vi nemlig også. Og så bilder jeg mig jo ind, at man ikke behøves sige sår'n, hvis ikke fordi man mener det. Så ku' man jo f.eks. bare ha' sagt noget som: "næh, sikke da en lille en I der har Jer". Helt objektivt.
(og jovist, han sagde muligvis nok "han" om Agnes, men altså.. Til hans og Agnes' forsvar, så havde vi også puttet hende i grønt nattøj. Det er faktisk heller ikke helt fair).

- Billedet som fotografen så fint havde fremkaldt og tilsendt..

Men ahr hva', hvorfor i alverden sku' vi bestille dette billede, når der var SÅ mange andre gode? Der var sågar et ala dette, hvor hun, modsat her, tilmed kigger op, således at man kan se hendes smukke fjæs.. Fjollede fotograf.

AGNES - nu med lovlig adgang til Guds Rige.

... En adgangsbillet, der dog først skal indløses engang i næste århundrede, men ikke desto mindre en god ting at ha' (hvem ved om der kan blive udsolgt i mellemtiden?!)..

Lørdag d. 8. marts blev Agnes' navn officielt - ligeledes blev det hermed også officielt, at hun IKKE kommer til at hedde noget med Gonna. Heller ikke Agnes-Gonna.. Selvom det lyder.. Nydeligt!?! 

Hun blev døbt ved Pastor Poul i Hoptrup Kirke - vi havde kirken for os selv og hele seancen tog kun omkring små hyggelige 20 minutter. Agnes opførte sig, selvfølgelig, eksemplarisk med eksemplarisk på. Ikke en lyd sagde hun.. Gad vide, hvor hun har den der cool attitude fra?! Hvem sagde præmiebaby?!
Det blev heller ikke til endnu en barnedåbs-fadæse. Det opførte hun sig alt for pænt til. Og eftersom det var mor her, der stod med hende, da der sku' svares på spørgsmål fra præsten, så gik det jo også glat. Jeg overvejede et kort øjeblik om jeg sku' gribe chancen og bytte lidt om på efternavnene.. Men præsten havde en gul post-it med, det på forhånd aftalte, navn klistret ind i hans.. præstebog?!, så det blev ved farmands familienavn som sidste-efternavnet. Jaja...

Festen blev holdt i skønne omgivelser ved Dyrehaven, vejret var intet mindre end perfekt og dyrene viste sig sågar just udenfor vinduerne af forsamlingshuset. 

Det var lidt løjerligt for første gang nogensinde sådan at sku' være vært til sår'n en slags fest. Jovist, jeg var da engang hovedattraktionen til en konfirmation, men vært ku' jeg næppe gå for at være. Da var jeg vist for optaget af gaver og af hvorvidt min hestehale stadig sad som den skulle (dvs. MEGET højt på hovedet.. ala et springvand. For-fær-de-ligt.). Jeg håber og tror dog, at folk hyggede sig - én ting er sikkert, der var mad og kage nok. Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke nåede at sludre med alle gæsterne, men nå.. Det var jo også Agnes' dag, og hun var vist til gengæld vidt omkring.

Ikke nok med, at vi havde en dejlig dag - Agnes fik også sååå mange fine gaver. Lidt udover hvad vi havde forventet, må siges.. Jo bevares, vi lavede da et gavebord, og havde jo da også udsendt en bette ønskeseddel - men at hun fik SÅ mange flotte gaver, det var alligevel vildt.
Så endnu engang: 1000 tak til alle gæsterne for fine gaver.
(lidt ekstra seje var gaverne fra tante Rikke og fars Moster Else - de var delvist hjemmelavede og bare så flotte!).

Også stor tak til farmor og farfar og mormor og morfar for div. hjælp, og til oldemor Ditte for lækker kransekage (jeg sidder pt og ærgrer mig BIG TIME over at resterne af denne ligger i fryseren hos mormor og morfar hjemme i Jylland. Satens. Det skal med tilbage til Frederiksberg næste gang vi er hjemme!!).

Personligt syntes vi, at det så dødgodt ud. Meget barnedåbsagtigt...

I og med, at vi rendte i køkkenet, passede Agnes (nåja, godt nok er hun nem, men passer sig selv, dét gør hun trods alt ikke helt. Endnu.), åbnede gaver og sludrede med gæster, så glemte vi fuldstændigt at ta' billeder. Ikke et eneste billede har vi fra festen. Så vi afventer lidt billeder fra morbror og faster..

Lidt fra kirken har vi da - og de er vel også det vigtigste..? Det var jo trods alt grundet det, der skete i kirken, at vi havde anledning til at holde fest. 

Lækkermåsen i dåbskjolen.

Agnes blandt alle sine gaver.. 
(der mangler dog både gåvogn, dukkevogn og.. anden vogn på billedet her. Det, samt kransekagerester, måtte vi desværre lade blive tilbage i Marstrup. For en stund.)

So-called volapyk

"Nu med huslig ibsdgavgscæbbilleyzgllxfxæ",

var hvad jeg havde præsteret at skrive til bloggen igår aftes efter barnedåben, så jeg idag. Jeg lå i sengen igår og tænkte, at jeg da liiige ku' "blogge lidt" og berette lidt om den netop overståede barnedåb. Men, det ku' jeg så ikke lige holde mig vågen til. Tilsyneladende. 

Ferie og barnedåbsforberedelser

Der har været lidt stille herinde.. men vi har også været foruden internet i nogle dage (vi var kommet til det der Sønderjylland!).

Her er ellers sket lidt.
Det vildeste og allermest sindsoprivende spændende (nåja.. alt er jo relativt) var tidligere idag, da Agnes for første gang vendte sig fra mave til ryg. Hurra! Vi gjorde det 4 gange i træk (herefter havde jeg ikke samvittighed til at lægge hende tilbage om på maven, når hun nu så fint havde fået sig vendt og tilmed så så glad og stolt ud). Agnes' far lå og sov, så  han så slet ikke hvordan hans lille vidunder brillierede med hendes fysiske kunnen, så vi måtte jo forsøge os igen senere, til ære for ham. Da havde hun dog imidlertid glemt det igen. Shame.

Udover at baby giver den max gas på baby-udviklings-siden (og siger "phhh!" til de såkaldte 'tigerspring' - de er heldigvis ikke rigtig noget vi (7-9-13!) bemærker. Og det er ellers grov populært, sådan at springe som en tiger og skyde skylden for babys eventuelle utilfredshed herpå), så laves der mad. Mad mad mad. Og kager. Mhh.. Til barnedåben, forstås. Selvom jeg da sagtens ku' være tilbøjelig til at lave kager også 'bare sår'n'.. Faktisk er det en kende trist at tænke på alle de kager i fryseren og så kigge ud over sofabordet, hvor der kun står kaffekopper. Ikke så meget som en bette småkage.

Men vi glæder os.. Til barnedåben. Det skal nok blive fornøjeligt. Og DMI lover godt vejr. Men, de har jo før taget fejl; har jeg hørt. Just idag fik vi til gengæld at vide, at vi IKKE kan få nøglen til forsamlingshuset på fredag, således at vi kan pynte og dække op derude på forhånd. Satens. Men så er det jo perfekt, at Agnes alligevel får os tidligt ud af fjerene. For det skal vi da nok så, på lørdag.. Det er skovløberen, der holder fødselsdag i forsamlingshuset på fredag. Skovløberen.. Ihh sgu da. Han løber rundt i den skide skov til hverdag - så ku' han da ærlig talt godt lige vælge at holde sin fødselsdag andetsteds. Bare sådan til afveksling. Men nå, det går nok. Vi har jo heldigvis tænkt os en relativt afslappet tilgang til denne barnedåb alligevel, så.. Hvis bare der er nok kage, så går det vel, hvis vi glemmer en opdækning eller to, og hvis bordpynten står lidt skævt.

Jeg vil jo allerhelst lige smide et billede eller to op, når jeg sådan skriver et langt blogindlæg, der bare er en lang sludder for en sladder. Om ikke andet, så kan et billede af bettetøsen, da peppe indlægget lidt op.
Men jeg orker det ikke.. Tror i stedet jeg laver en nem "copy-paste" og lægger et billede ind med to tykke mænd:



Jeg har tidligere skrevet lidt om disse to tykke mænd og deres forsøg med at sku' "føde". Sidenhen har Thomas Skov (den gravide mand med skægget) udtalt følgende:

"- Jeg har udelukkende respekt for fødende kvinder fra nu af. Der er ingen tvivl om at kvinder er det STÆRKE køn. Mænd ville aldrig kunne klare det. Men jeg må sige, at jeg ikke forstår hvorfor nogle kvinder gør det igen og igen – jeg forstår fuldt ud at jeg er enebarn."

Ved ikke helt hvor den røde tråd i dette indlæg blev af, men jeg lader lige ovenstående kommentar stå lidt..

"Det STÆRKE køn"..

(og her går vi allerede og taler om, hvornår vi skal ha' en lillebror til Agnes (ikke foreløbigt, by the way). Jeg er SÅ stærk!!)

Godnat og sov godt :)