På tur med det offentlige

Hurra for DSB!! Sagde ingen, nogensinde.. 

Igår var Agnes og jeg på langfart. Og ikke kun Agnes og jeg. Næ, også en oppakning inkluderende ca. 20 kg tung rygsæk, barnevogn med 7,4 kg tung baby, samt proppet indkøbsnet, og så havde man da også liiige spændt autostolen fast på barnevognen med en enkelt bagagestrop. Godt man har en Odder! Barnevognens Rolls Royce (men også dyrere end en lille, brugt bil)... 

Afsted med os! Første S-togs-station kender vi - no problemos. Herefter ankommer vi til det der Valby. Og i Valby er elevatoren ude af drift. UDE AF DRIFT!?! Fåååårk. Og så er jeg sgu da skide ligeglad med, at "fejlen er anmeldt og teknikker tilkaldt".. Hvad kan jeg måske li'som lige bruge det til, når jeg skal foretage sporskifte for at komme videre i teksten..?

Der er altså ikke andet for end at bestige trappen. Den helt ubeskriveligt lange lange trappe! Og så er det jeg tænker - når nu, Valby Station tilsyneladende synes, at det er lige overkill med 2 elevatorer, ku' man så ikke overveje en rampe (ja, en rampe. Sådan en man kan lave med et par brædder! Sgu da.) således, at man kan komme op ad trappen i det tilfælde at elevatoren f.eks. sku' gå istykker..? Det' ku' jo ske. 

Bevares, der var da en tiny bitte lille rampe designet til et cykelhjul, men det hjælper mig jo ikke specielt meget. Suk. Det ene hjul op i rampen dog, og så ellers bare slæææbe. Og svede. Indtil ung fyr tilbyder sin hjælp. Åhh ja tak! Man burde nok bare ha' gjort opmærksom på sig selv og ha' spurgt de fremmede mennesker om hjælp fra starten, men ja.. 

Og hvad jeg så bare overhovedet aldrig har skænket en tanke er de tre trappetrin OP i toget. Flere trapper sgu da? Gud, hvor er alting da mere besværligt, når det ikke længere bare er mig og en IKEA-pose.. Her var dog masser af flinke og hjælpende hænder.
I kupéen måtte vi rykke lidt med en passager eller to for at få parkeret karetten. Sorry, men vi havde jo pladsen; heldigvis - toget er jo proppet over middag. Og Agnes var vågen, HELE turen! Og jeg som ellers havde en kold Cola og en god krimi i tasken, og havde forestillet mig en afslappende togtur. 

Hun var dog sød, hele turen. Heldigvis. Én ting er, at jeg selv synes det er liiidt små-trælst, når bettemusen brokker og er utilfreds, en anden ting er, når andres børn brokker og er utilfredse. For det er jo bare dødirriterende: Og jeg vil så nødigt være hende med det dødirriterende og larmende barn. Det blev jeg heldigvis heller ikke. Agnes høstede derimod mange søde smil og sjove rullende øjne med på vejen. Og godt til Jylland kom vi, trods alt.. Kun ca. 15 min. forsinkede.

Harry til gengæld, HAN er pjattet med at køre i tog.. Men han er også en lilla tøjbamse.
Uden bagage.. 

Idag har Agnes desuden fået en ny, lille (nåja, 4500 gram lille.. Alt er jo relativt) kusine. Dét kræver da vist at blive nævnt. Og ihh, hvor vi altså glæder os til at møde hende. Hurra og tillykke til faster og onkel! 

Det kræver da også en stork!:

Selvom faster Johanna nok vil være ret uenig i, at lille Nora ankom med storken...

 God aften. Og velkommen til verden, lille Nora.