tirsdag den 11. marts 2014

AGNES - nu med lovlig adgang til Guds Rige.

... En adgangsbillet, der dog først skal indløses engang i næste århundrede, men ikke desto mindre en god ting at ha' (hvem ved om der kan blive udsolgt i mellemtiden?!)..


Lørdag d. 8. marts blev Agnes' navn officielt - ligeledes blev det hermed også officielt, at hun IKKE kommer til at hedde noget med Gonna. Heller ikke Agnes-Gonna.. Selvom det lyder.. Nydeligt!?! 

Hun blev døbt ved Pastor Poul i Hoptrup Kirke - vi havde kirken for os selv og hele seancen tog kun omkring små hyggelige 20 minutter. Agnes opførte sig, selvfølgelig, eksemplarisk med eksemplarisk på. Ikke en lyd sagde hun.. Gad vide, hvor hun har den der cool attitude fra?! Hvem sagde præmiebaby?!
Det blev heller ikke til endnu en barnedåbs-fadæse. Det opførte hun sig alt for pænt til. Og eftersom det var mor her, der stod med hende, da der sku' svares på spørgsmål fra præsten, så gik det jo også glat. Jeg overvejede et kort øjeblik om jeg sku' gribe chancen og bytte lidt om på efternavnene.. Men præsten havde en gul post-it med, det på forhånd aftalte, navn klistret ind i hans.. præstebog?!, så det blev ved farmands familienavn som sidste-efternavnet. Jaja...

Festen blev holdt i skønne omgivelser ved Dyrehaven, vejret var intet mindre end perfekt og dyrene viste sig sågar just udenfor vinduerne af forsamlingshuset. 

Det var lidt løjerligt for første gang nogensinde sådan at sku' være vært til sår'n en slags fest. Jovist, jeg var da engang hovedattraktionen til en konfirmation, men vært ku' jeg næppe gå for at være. Da var jeg vist for optaget af gaver og af hvorvidt min hestehale stadig sad som den skulle (dvs. MEGET højt på hovedet.. ala et springvand. For-fær-de-ligt.). Jeg håber og tror dog, at folk hyggede sig - én ting er sikkert, der var mad og kage nok. Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke nåede at sludre med alle gæsterne, men nå.. Det var jo også Agnes' dag, og hun var vist til gengæld vidt omkring.

Ikke nok med, at vi havde en dejlig dag - Agnes fik også sååå mange fine gaver. Lidt udover hvad vi havde forventet, må siges.. Jo bevares, vi lavede da et gavebord, og havde jo da også udsendt en bette ønskeseddel - men at hun fik SÅ mange flotte gaver, det var alligevel vildt.
Så endnu engang: 1000 tak til alle gæsterne for fine gaver.
(lidt ekstra seje var gaverne fra tante Rikke og fars Moster Else - de var delvist hjemmelavede og bare så flotte!).

Også stor tak til farmor og farfar og mormor og morfar for div. hjælp, og til oldemor Ditte for lækker kransekage (jeg sidder pt og ærgrer mig BIG TIME over at resterne af denne ligger i fryseren hos mormor og morfar hjemme i Jylland. Satens. Det skal med tilbage til Frederiksberg næste gang vi er hjemme!!).

Personligt syntes vi, at det så dødgodt ud. Meget barnedåbsagtigt...


I og med, at vi rendte i køkkenet, passede Agnes (nåja, godt nok er hun nem, men passer sig selv, dét gør hun trods alt ikke helt. Endnu.), åbnede gaver og sludrede med gæster, så glemte vi fuldstændigt at ta' billeder. Ikke et eneste billede har vi fra festen. Så vi afventer lidt billeder fra morbror og faster..

Lidt fra kirken har vi da - og de er vel også det vigtigste..? Det var jo trods alt grundet det, der skete i kirken, at vi havde anledning til at holde fest. 



Lækkermåsen i dåbskjolen.



Agnes blandt alle sine gaver.. 
(der mangler dog både gåvogn, dukkevogn og.. anden vogn på billedet her. Det, samt kransekagerester, måtte vi desværre lade blive tilbage i Marstrup. For en stund.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar