Nogle af disse blogs er god underholdning (når man er på barsel anyway), andre lægger fine billeder ud af diverse hverdag, mode, bolig og bebs, andre igen er bare jævnt kedelige.
Men hey, who am I to judge?! Må jo huske på, hvad dette egentlig er - en slags online dagbog, og man kan jo vel ikke forvente, at finde alle mulige ukendte mødres hverdag skide spændende. Og så er det jo, ikke mindst, en beretning til, - i mit tilfælde Agnes -, baby/bebs/barn om dennes hverdag under sin opvækst. Og dét tænker jeg til gengæld må være rigtig rart at have, når denne bli'r gammel nok. Jeg har i hvert fald været glad for min "Barnets Bog" - den er ikke nær så omfattende som dette, men ikke desto mindre hyggeligt at sidde og bladre lidt i.. Og så kan det jo være nok så ligegyldigt om bloggen i sin tid har været jævnt kedeligt for udenforstående..
Ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her..
Måske i retning af, at dette jo er en blog "til ære for Agnes", og at jeg just for nyligt på, en af disse føromtalte blogs, læste om forskellige kvinders forskellige fødselsberetninger, og i den forbindelse tænkte "hey, dét må jeg skisme da også hellere få skrevet lidt om til Agnes (og eventuelle andre), før end at jeg glemmer det fuldstændigt".
Jeg overvejede lidt, om jeg rent faktisk bare sku' holde fødselsberetningen til Agnes' fysiske, gammeldag "Barnets Bog" og skåne eventuelle læsere.. Men hey, skidt.. Man kan jo bare undlade at læse med. (indlægget er også allerede nu så langt, INDEN jeg er begyndt på beretningen, at jeg allerede selv trættes en lille smule af at se på det..)
Men nå, here goes: (det er meget sobert, altså)
Jeg havde termin d. 18. oktober 2013, men valgte at udnytte min barsel til fulde og gå 14 dage over tid (man er vel jyde!). Efter 10-11 dage får man tilbudt at få sat fødslen igang, et tilbud som vi selvfølgelig tog imod.
Vi mødte på Rigshospitalet tirsdag aften, hvor vi fik kørt strimmel/CTG (viser barnets hjertelyd samt moderens eventuelle veer - man kalder det strimmel, fordi resultatet kommer ud på en papirsstrimmel i form at en kurve. Smart.). Det tog ca. 20 min, alt var fint, og jeg fik de første to igangsættelsespiller. Hvis disse ikke virkede, sku' jeg den efterfølgende dag, onsdag, ta' 2 piller henholdsvis kl. 08, 12 og 16. Medmindre altså, at der nåede at ske noget i tidsrummet herimellem. Såsom vandafgang, blødning eller ja, veer.
Der skete dog ikke en hujende fis.
Derfor mødte vi igen op på RH til CTG onsdag kl. 18.00 - man skal nemlig følges lidt nøjere, når man først er blevet medicinsk igangsat.. Denne gang tog det 2 timer, før de fik kørt en strimmel, de var tilfredse med - ergo, Agnes, du var knapt så aktiv derinde, som man, især jeg, kunne ønske. Men not to worry, vi blev jo trods alt sendt hjem igen. Med yderligere 6 piller i lommen til slugning om torsdagen. Dagen oprandt, og dagen gik på hæld... Stadig ingen hujende fis i sigte.
Jeg ringer, som jeg skal, til fødegangen på RH og oplyser, at jeg nu har taget 14 "igangsættelsespiller" uden noget som helst resultat. "14 piller!?!", var det svar jeg fik fra kvinden ved telefonen.. Nå, så det er altså IKKE normalt at ta' 14 piller!? Aha.. Vi fik besked på at møde ind til endnu en strimmel, og blev advaret om, at de muligvis ville forsøge sig med at ta' vandet eller lign., nu hvor pillerne ikke havde haft nogen gavnlig effekt.
Mens jeg ligger og får kørt strimmel (Agnes' far og jeg er alene i et rum, og jordemødrene sidder ude i deres hygge-hummer og holder øje med strimlen på skærme derude) får jeg dog hurtigt de første veer. Yay, finally. Jeg ligger og tænker "aha, så dét er en ve. Jow jo, det er da heller ikke voldsomt rart" (jeg blev klogere!), men var jo egentlig godt tilfreds med det, det sku' jo ske.
Efter ca. 1 time alene viser der sig endelig en jordemoderstuderende i rummet - JEG forventer jo, at hun kommer ind og siger noget i stil med: "så for søren, så gik de veer da endelig igang, hva'? Skide godt!". Istedet siger pigebarnet: "kan du mærke de der kontraktioner af din livmoder?". What?! Om jeg kan mærke dem!? Og her lå jeg og troede, at jeg havde veer. Men narj, det ku' måske bare være lidt plukkeveer, mente hun. Jaja, hun var vist kun 3. moduls studerende og havde tilsyneladende aldrig selv haft veer - hun får i hvert fald ikke en medalje for hendes optræden dén aften. Hvorom alting er, så VAR det altså veer. Og de tog kun til i styrke.. Efter yderligere en times tid, kommer den studerende igen på besøg, og beretter, at de nu har fået en tilfredsstillende kurve, men at hun liiige vil ud og finde den "rigtige jordemor", for at afklare vores videre færden - jeg havde jo trods alt fået veer.. (det anerkendte hun dog trods alt efterhånden!).
Men ha! I hendes fravær går mit vand (det var grønt og klamt) imidlertid, og jeg trøstes således ved tanken om, at de da så i hvert fald ikke finder på at sende os hjem. Samtidig stiger spændingen stille og roligt..
JEG ER VED AT FØDE!!
Vi bliver således (nu med ble) vist til den rigtige fødegang og får os et "værelse". Her møder vi vores søde jordemor, Rikke, og så kører bussen ellers..
Der sker nu aaalt muligt, og jeg kan hverken huske rækkefølge eller klokkeslet.. Jeg mindes dog et klyx (afføringsmiddel) - "det ta'r du lige, og så afventer du 10 min før du går på toilettet". Ja, som om! 10 min.. Phh. Men effektivt, det må siges. Og rart ikke at ha' dén bekymring, når man nogle timer senere ligger og presser et barn ud. Jeg VED bare, at din far, Agnes, havde ladet mig høre for det til evig tid, hvis jeg ikke kun havde nøjedes med at "føde" dig...
Jeg tror dog, at jeg husker det meste faktisk, men vil og kan jo ikke berette om alle 7 timer (yup, jeg var heldig! Eller god, ynder jeg at tænke).. Mindes dog, at jeg selv sku' efterspørge noget bedøvende.. Jeg står der, svedende og prustende, lænet ind over fødebriksen og finder overskud til, mellem to veer, lige sådan lidt nonchalant at spørge noget i stil med "hva'e, hva' har I egentlig, hvis man nu begynder at overveje lidt smertelindring?"... Hvorefter jeg fik en varmepude. En varmepude!?! Men nå, den var egentlig ret god. Senerehen blev lattergassen min nye, bedste ven, og din far fik ikke lov til at forlade min side, da han styrede masken med lattergas. Det klarede han desuden til UG (til gengæld smuttede han for sig selv umiddelbart efter at han havde klippet din navlestreng, og vi havde fået konstateret, at du havde det godt og var velskabt. Jeg var åbenbart ikke den eneste, der havde lidt. Din far havde nemlig i TO lange timer skulle på toilet, men.. uden mulighed for det)..
Jeg mindes også at sende laaaange blikke hen mod vinduet, hvor der stod en normal hospitalsseng. Gud, hvor ville jeg gerne ha' været ned i den og ligge, men jeg fik sgu ikke lov. Jeg lå ellers SÅ ubekvemt på den forfærdelige fødebriks. Men.. Sjovt nok, var den egentlig helt ok som seng, så snart du havde fundet din vej ud og de forfærdelige ve-smerter forsvandt..
Jeg sku' også drikke saft. Din far blev af jordemoderen opfordret til, konstant, syntes jeg, at hælde rød saftevand i mig. Det kræver væske og energi at føde! Jo tak.. At jeg så sidenhen lå og gylpede saften op under mine presseveer, ku' jeg da godt ha' undværet!
Klokken 01.44 d. 1. november 2013 (natten til en fredag) så du for første gang dagens lys.. Eller hospitalsstuens varmelampe, that is. Du var 53 cm lang, vejede 3740 gram og scorede toppoint på Apgar score skalaen. Og så var du SMURT ind i fosterfedt. Du havde måske faktisk været en lille smule ulækker, hvis ikke det var fordi, at du var mit lille, lækre vidunder. Du landede direkte i min favn, efter at du undslap mit skød, og der fik du heldigvis lov til at ligge ret længe. Det var vildt og mærkeligt, og rigtig hyggeligt. På den virkelig udmattende måde..
Jeg blev desuden rost til skyerne af jordemoderen OG overjordemoderen (som måtte bidrage med assistance, da din puls faldt lidt under fødslen - du kom også ud med navlestrengen om halsen).
"Ork, sikke mavemuskler! Og ork, sig mig, ER du virkelig førstegangsfødende? Er du sikker?" Osv..
- og jeg sikrede mig selvfølgelig, at det ikke bare var noget de sagde til alle fødende;)
Åh ja.. Det er løjerligt at tænke tilbage på. Da jeg lå i det var det satme ikke sjovt, men så snart du var ude, Agnes, så forsvandt smerterne jo, og ja.. nu, knap 5 måneder efter, skræmmer det mig egentlig ikke at tænke på, at jeg engang skal føde dig en lillebror (eller søster..).
Det var vist det, 7 timer skåret ned til.. Nåja, en halvlang beretning.
Mega nyfødt og snasket baby
Agnes ligger ved brystet, og "hurra-bordet" er på plads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar