Det går bra i Hundfjället..

.. Endnu ingen brækkede lemmer, overrevne korsbånd eller det der er værre. Til gengæld både lidt feber samt en omgang rå'en mave.

Agnes startede ferien med at kaste op 3-4 gange natten til søndag, hvor vi overnattede på et hotel i Göteborg. Jeg havde egentlig en ide om, at det nok tildels skyldtes klorvandet fra hotellets pool, som vi havde benyttet os af tidligere den lørdag. Sådan en omgang klorvand i en babymave er ikke nødvendigvis det bedste.
Men, da hun så søndag over middag kvitterer med endnu en ladning opkast, just som jeg har hende i armene og står og vurderer indholdet i den mexicanske buffet vi har valgt at frekventere, indser jeg, at det nok næppe skyldes klorvandet. Øv. Øv både for mig, mit tøj og min BH, men ikke mindst for hende.
Idag er det lørdag.. Skiferien er allerede ved at være slut (big øv), og hun er stadig lidt slatten. Heldigvis har hun haft det acceptabelt de forgangne dage. Og hey, desto mere slatten, desto nemmere at holde styr på! Omend jeg nu godt kan unde hende snart at komme helt ovenpå denne omgang sygdom.

Hendes farmor og farfar/vores velgørere (svigermor og svigerfar har været så søde at betale hele ferien, pånær transporten hertil. Det er sgu da meget flinkt!) har ligeledes ligget syge. Med rå'en mave. Det varede heldigvis ikke så længe, som man ku' ha' frygtet, men de måtte begge stå en dag over hele skihalløjet og blive i sengen. Det var deres bryllupsdag tilmed. Temmeligt nederen. Til gengæld er det sikkert år og dag siden, at de har været så meget sammen i så længe af gangen. Hele dagen i samme seng kun afbrudt af ture til det nærliggende toilet... Som heldigvis ikke var det samme som vores!

Om kedeligt og ligegyldigt blogskibleri..

Forleden dag (eller "her sidste dag", som jeg egentlig burde skrive uden betænkninger, hvis ikke det var fordi, at København så småt er begyndt at ødelægge mig en lille smule...) fik jeg skriblet et blogindlæg sammen, for første gang i ret længe. Flere måneder faktisk.

Og det var faktisk ret hyggeligt. Og nemt - netop som jeg hele tiden har tænkt om det at blogge. Det er så nem og hurtig en måde at holde journal over hverdagen på, og berette til familie og venner, de der måtte gide at læse med, om hvad vi render og foretager os af ligegyldigheder. 

Men. Jeg sagde det selv. Ligegyldigheder, ikke? 

For netop som jeg sad og skrev mit 2. blogindlæg i længe, slog det mig igen: Gud hvor er dette da ligegyldigt news (det var noget om, at Agnes og jeg holdte Barnets Første Sygedag, men at hun faktisk ikke var specielt syg alligevel, og at vi havde været i Spinderiet, og at jeg havde købt for små strømpebukser, fordi jeg nok havde overvurderet mit vægttab en smule!) og faktisk kedede jeg mig så bravt ved at skrive det, at jeg endte med at slette det igen, inden jeg overhovedet fik det udgivet. For hvis det var så kedeligt at skrive, så ville det da sikkert være mindst lige så kedeligt at læse. Ikke kun for eventuelle følgere, men jo sådan set også for Agnes senere i livet.

Så istedet for ét ligegyldigt indlæg, fik jeg nu skriblet et andet mindst lige så ligegyldigt indlæg ned om, hvad der må anses for at være ligegyldigt. Hm.

Vi er desuden i Sverige på skiferie. Det ku' måske være værd at berette om en gang senere.. F.eks. ku' det være værd at nævne at jeg kom ned af den blå piste helt uden hverken at skide i bukserne, tude mascaraen istykker eller på anden vis være fuldstændig lammet af frygt. 

Så so far ingen brækkede lemmer eller iturevne korsbånd. En succeshistorie uden lige.

God aften!

Til 6-dagesløb med kælen løbebaby..

Idag er det Agnes' 15 måneders fødselsdag, og dagen fejrede vi i Ballerup Super Arena til 6-dagsløbet.

Jeg havde aldrig set 6-dagesløb før. Og det har jeg stadig ikke.

Sår'n er det at ha' fået yngel, I guess..
Jeg mindes stadig dengang, da det endnu kun var kusine Filippa, der eksisterede i denne verden (af børn i den nære omgangskreds, that is) og Agnes blot var en fremtidsillusion - det var så skønt så skønt at se Filippas forældre bøvle rundt med hende, alt imens man selv bare kunne slå skankerne op og drikke sin øl i ro og fred! Eller.. egentlig synes jeg jo som sådan ikke, at det var skønt at se dem knokle (skadesfro er man jo trods alt ikke), det var mere det, at JEG/vi ikke skulle røre en finger. Ahh.. Fordums tider.

Men fedt var det nu alligevel, til cykelløb (ja, det er jo det det er; 6-dagesløbet. SÅ meget fik jeg dog med). Agnes' onkel havde skaffet os nogle fornemme VIP-pladser i midten af al det der cykleri. Lilla(!) løber, hvide duge, gratis mad og alt det drikke, vi ku' tænke os.
Til sådanne arrangementer er der følgeligt en ufattelig støj, hvilket medførte, at bettelorten kun fik en middagslur på ca. 45 min. Sammenlignet med de 3-4 timer hun plejer at ta' i vuggestuen, var det li'som liiige en kende lidt. Og hun var også en smule uregerlig. Skøn, sød og smilende, bevares, men lidt uregerlig altså.
Pigen har absolut ingen frygt i livet - ingen frygt for at støde på onde mennesker i mylderet af fremmede, eller for at blive væk fra sin far og mor. Igen, bevares, hvordan sku' hun dog egentlig også kunne vide, at sådanne ting kan ske, og hvor frygteligt, det ville være, hvis de gjorde?! For, det sker jo aldrig i og med, at vi render hende i hælene som en anden hyrdehund.
Hun løber, hvor det passer hende, spænder lidt ben for folk, der kommer for tæt på, eller bare på anden vis står i vejen for hendes færd. Hun sætter sig på hug, lægger hovedet på skrå og siger "hej" til jævnaldrene og andet småfolk. Og hun er bestemt ikke for fin til at give et par fremmede ben - være sig både mænd og kvinder - en ordentlig krammer. Det er så enormt kært og medfører også bare en masse smil på vejen.. Og lidt suk og en jævnt høj puls fra undertegnede.

Nå men, hvorom alting er, så var det en fornøjelig dag, og hvad der bare øgede til fornøjelsen var, at hun sov sødt i sin seng kl. 19,15 her til aften.
Og med al den tid på hånden blev det lige til lidt skriveri herinde. På den ellers døde blog..
Nu vil jeg takke af for i aften og gå i køkkenet med resterne af de chokoladeovertræks-knapper, jeg den sidste time har guffet i mig. Med velbehag vil jeg ønske, jeg kunne sige. Men for at være ærlig, så smager sådanne chokoladeknapper sgu'itte så ski'e godt. Kalorierne derimod, de er nok desværre det samme, om chokoladen er god eller ej. Der er ingen retfærdighed til altså.