Forleden dag (eller "her sidste dag", som jeg egentlig burde skrive uden betænkninger, hvis ikke det var fordi, at København så småt er begyndt at ødelægge mig en lille smule...) fik jeg skriblet et blogindlæg sammen, for første gang i ret længe. Flere måneder faktisk.
Og det var faktisk ret hyggeligt. Og nemt - netop som jeg hele tiden har tænkt om det at blogge. Det er så nem og hurtig en måde at holde journal over hverdagen på, og berette til familie og venner, de der måtte gide at læse med, om hvad vi render og foretager os af ligegyldigheder.
Men. Jeg sagde det selv. Ligegyldigheder, ikke?
For netop som jeg sad og skrev mit 2. blogindlæg i længe, slog det mig igen: Gud hvor er dette da ligegyldigt news (det var noget om, at Agnes og jeg holdte Barnets Første Sygedag, men at hun faktisk ikke var specielt syg alligevel, og at vi havde været i Spinderiet, og at jeg havde købt for små strømpebukser, fordi jeg nok havde overvurderet mit vægttab en smule!) og faktisk kedede jeg mig så bravt ved at skrive det, at jeg endte med at slette det igen, inden jeg overhovedet fik det udgivet. For hvis det var så kedeligt at skrive, så ville det da sikkert være mindst lige så kedeligt at læse. Ikke kun for eventuelle følgere, men jo sådan set også for Agnes senere i livet.
Så istedet for ét ligegyldigt indlæg, fik jeg nu skriblet et andet mindst lige så ligegyldigt indlæg ned om, hvad der må anses for at være ligegyldigt. Hm.
Vi er desuden i Sverige på skiferie. Det ku' måske være værd at berette om en gang senere.. F.eks. ku' det være værd at nævne at jeg kom ned af den blå piste helt uden hverken at skide i bukserne, tude mascaraen istykker eller på anden vis være fuldstændig lammet af frygt.
Så so far ingen brækkede lemmer eller iturevne korsbånd. En succeshistorie uden lige.
God aften!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar