mandag den 22. september 2014

Weekend uden far

Så blev det mandag aften, og weekenden er vel overstået. 

Og overstået er netop, hvad den er, og det er faktisk tilnærmelsesvis ret rart. For hun trækker fanderme tænder ud. Ja, det beklagede jeg mig vist egentlig også over lørdag aften.. Men altså, søndag var også bare lidt streng, ikk'!?

Faderen var på arbejde fra kl. 09.00-17.00 (yup, heeele dagen), så Agnes og jeg nød hinandens selskab. Lige indtil det var tid til middagslur i hvert fald. Da nød jeg ikke længere hendes selskab med samme entusiasme. Tværtimod. 
Jeg havde planlagt det så godt. Hun faldt i søvn i barnevognen kl.12.15, så skulle hun gerne sove i et par timer, mens jeg tog en slapper og en bid brød. Klokken 13.30 ville jeg dog gribe babykaretten og vende den med Domus Vista, hvor vi skulle til åbenthus-arrangement på et fint lille rækkehus. 

Agnes valgte dog en lidt anden tilgang til min ellers fremragende plan. Efter ca. 40 min og på sekundet, hvor jeg skulle nyde første mundfuld af min rugbrødsmad, satte hun i skrig.. 
For helv..%/"(#!!
Ned fra skide 4. sal for at vugge barnevogn, og skule ondt ondt ondt til Valdemar (who ever that is..), der bare ikke kunne gå forbi den røde motorcykel uden liiiige at trille den en larmende tur forbi min halvt-sovende bebs. Åhh, lykken ved et gårdmiljø i byen. Nå men, Agnes faldt i søvn, og jeg fandt igen vej til de tyndere luftlag og mine rugbrødsmadder.. Én bid, nåede jeg, én bid. Og så skreg den lille djævel igen. Forbandet. 

Så planen om stilfærdig hygge i eget selskab blev droppet, og vi satte kurs mod åbenhus en anelse før tid.. 
Well.. Rækkehus på 123m2 med lille bitte have for den nette sum af 3.250.000 kr. 
Hvad kan jeg sige..? Andet end - jeg vil forfærdeligt gerne ned fra 4. sal!!

Men hey altså, 3.2 mio for et rækkehus på Frederiksberg - det er ikke hver dag, at man ser det, og der var skisme også mange folk med på en lurer. 

Hverken jeg eller Agnes var dog overbeviste, og vi travede hjem igen. Uden nyt rækkehus på hånden. 

Jeg ku' til gengæld ikke helt lige lade være med at lure på, hvad man mon kan få af huse til omkring 3.000.000kr i min hjemby Haderslev. 

Et lille udpluk:

For 2.995.000:

Eller..

  • Hus på 128m2 med "stor lukket have på 1975 kvm - direkte adgang til Haderslev Dam og med egen badebro"... http://www.boliga.dk/bolig/98567777                                               

Fanderme en skam den slags huse ikke fåes til den slags penge på Frederiksberg. Øv.


Vi har dog en lille have. trods alt, og det nød Agnes igår..


lørdag den 20. september 2014

Vuggestuen, din bitch!

Altså. Jeg vidste det jo godt. 
At hun ville blive snottet og småsyg og sår'n, af det der vuggestue-start. Men come on - efter  2 dage allerede!? Torsdag morgen vågner jeg (og betteskiden) op til grøn slimet snot (uhh, et skældsord. Yaks) fra hendes ellers søde, brede næse. 
Det var lige tidligt nok, hva'? Det ku' da godt lige ha' ventet en lille uge bare.. Suk.
Og når man så kommer og henter i vuggestuen, så står det kun endnu værre til.. - så er snotten smurt ud i tynde lag all over face. Så ser man sig lige nødsaget til at svinge en våd klud over ansigtet på en lille pige, der i forvejen har mega beskidt tøj på. I vuggestuen spiser børnene nemlig mere eller mindre selv. En evne Agnes ingenlunde besidder. 
Og jeg vil jo ikke være hende, hvis datter BÅDE har snot i hele sit ellers bedårende ansigt samt beskidt kluns på. Li'som. 

Noget andet er selvfølgelig også, at det med garanti er mega trælst for hende. Det lille pus.. Hun tumler rundt med åben mund for at trække vejret og ser ganske ubegavet ud derved. 

Idag havde hun også feber. 
Agnes og jeg tog metroen til Kongens Nytorv (før hun var feberramt altså..) for at mødes med tante Alice. Vi skulle bl.a. ned i Nespresso-shoppen og tanke op på kaffe. Det lykkedes. Vi fik os også en Illum-bolle og en lemon-shake på den utroligt larmende Joe&theJuice i Magasin. Det lykkedes også altsammen i nogenlunde stil. Men.. Helt godt ved den var hun nu ikke, og hun fik kun ½ times lur. Så vi tog S-toget hjem igen. Til en S-togs-station, hvor elevatoren selvfølgelig var i stykker (der findes ingen Gud!!).. Hjemme igen nægter hun at sove, drikke mælk (SÅ er den gal), samt lytte til sin mor, der fortæller hende, at hun skal sove (uopdragne unge!).. 

Men nå.. Hun var nogenlunde undskyldt med 39,2 i feber. Efter en times tid med skrig og skrål valgte farmand og jeg den lette udvej og stak hende en stikpille. Og.. vupti! Et styks glad pigebarn! 
Sådanne piller burde man seriøst lave til voksne også. 
Sådan et kombineret lykkepille/morfin/ecstasy-præparat... Uden recept, tak.
Jeg ku' ha' brugt det her til aften, da det glade pigebarn pludselig ikke længere var så glad, men derimod var to timer om at overgive sig til søvnen. 

Jeg er så ENORMT taknemmelig for, at Agnes ikke var et kolikbarn. Jeg havde sgu ristet mig selv i scanneren så. For hold nu op, hvor er det anstrengende, og hold nu op, hvor er vi bare godt vant med et, som hovedregel, nemt barn herhjemme.. 7-9-13-bank-under-bord.. (måske findes der en Gud alligevel!?).

Nu sover hun, på maven, midt på vores seng. Og når hendes far kommer hjem fra sin fisketur, så er det så meget hans tjans, at få hende flyttet over i hendes egen seng. Og at tage de eventuelle konsekvenser deraf. Ja, det manglede da bare, når man sådan er ude for at fange fisk, når betteskiden ikke vil sove! (jaja, han havde spurgt pænt, og vidste selvfølgelig ikke, at hun ville blive så træls. Men alligevel!)..

Nu vil jeg smide mig på langs, og håbe, at hun sover længe og godt. Nat nat derude.

torsdag den 18. september 2014

En bette knude i maven...

Så for søren, så er Agnes i vuggestue. Og jeg sidder mutters alene hjemme i sofaen med en lille knude i maven. Har just prøvet af opløse den med en gang varm kakao.. Det hjalp lidt.

Vi startede som sagt i vuggestue i tirsdags - da var vi der i ca. 2 timer. Det samme igår, bortset fra, at jeg da forlod hende derovre for første gang.
Og altså, jeg ynder jo egentlig at betragte mig selv som lidt af en ravnemor. På den gode måde altså. Som sådan en, der ikke pylrer alt for meget om hende, som godt kan håndterer at være uden min baby i et par dage (som faktisk syntes, at det var lidt fedt endda!), og som lærer mit barn at sige "pyt med det", osv.
Og så fik jeg sgu alligevel lidt ondt i hjertet, da jeg sku' gå fra hende i vuggestuen igår.. Også selvom jeg vidste, at det bare var for en times tid.. Pædagogen foreslog ½ time - jeg forslog som minimum én. Ungen ville jo knapt nok nå at opdage det, hvis jeg bare smuttede for ½ time. Og jeg ville knapt kunne nå en kaffe heller. Det kunne jeg med en time på hånden dog. Sad i solen på en bænk i nærheden af vuggestuen med en dejlig dobbelt latté og oplevede, hvordan koffeinen hjalp med at hele mit hjerte igen..
Nu idag til gengæld blev jeg ret hurtigt sat på gaden af Inger - ja, det er pædagogen -, og så skal Agnes ellers prøve at sove der idag. Det gav endda lige liiidt mere ondt i maven! Men, det skal nok gå. Tænker at det også mest er fordi, jeg bare sidder og lurepasser hjemme i sofaen. Kunne jo snildt ha' hygget med min baby idag.. Når jeg i næste uge til gengæld skal på arbejde, så er der jo ikke anden mulighed end vuggestuen..

Hun er startet hos "Guldklumperne". Meget passende, synes jeg.

Pædagogen hedder Inger - hun har arbejdet i vuggestuen ca. 20 år, har et barnebarn, der også hedder Agnes, og så spiller hun guitar (så lyder de der børnesange bare lige lidt bedre!)

Der er også en pædagogmedhjælper, hun hedder Amanda. Hun er sådan lidt flippet, på goth-måden. Sort hår med lidt undercut samt blå/grønne spidser. Og de der store huller i ørene. Men ("men".. var det lidt fordømmende at skrive "men" der mon?!?) hun virker rigtig fin!

Har desuden hørt dem begge sige 'pyt' indtil flere gange, og det kan jeg lide! De trøster selvfølgelig, når behovet er der. Håber jeg..

Der er selvfølgelig også allerede blevet kommenteret på Agnes' størrelse.. "Næh, er hun kun 10 måneder!?".. Hvorfor er hun så stor!? Ja, jeg undres! Og faderen på 1,78m er altså go' nok, det ER hans afkom. De er også imponerede over den fart hun skyder, når der kravles. Igen, hvor har hun det fra?! Det bli'r skidt den dag, hun lærer at løbe. Måske jeg kommer i form igen!

Jeg har som forvirret førstegangsforælder-med-første-barn-i-vuggestue selvfølgelig også allerede klokket lidt i det. Lidt.


  • Første dag glemte vi hendes fine, nye hue derovre (den fandt jeg tilfældigvis i glemmekurven dagen efter)
  • Anden dag ankom vi klokken 09.05, selvom vi dagen før netop havde fået instrukser på IKKE at komme mellem kl. 09.00-09.30. Undskyld. Men altså, hun kvitterede bare lige med en lort 2 sek. før vi var på vej ud af døren, og så var det desuden ikke lige helt så nemt med den der første tur i cykelstolen, som jeg havde troet. Sku' liiige gennemskue det.
  • Igår, da jeg forlod vuggestuen fik de desuden mit nummer, så de ku' ringe efter mig. Det havde de gjort 2 gange uden, at jeg opdagede det. Ups. Men, jeg var på vej tilbage.. :)
  • Jeg havde også efterladt en plasticpose med hendes regntøj i hendes "skab".. Den visse kvælningsdød for småkravl, Tenna. Den havde Inger lige lagt lidt af vejen.. Ups.
Nå, nu tror jeg hellere, at jeg må foretage mig lidt praktisk og udnytte, at jeg ingen baby har hængende om benene.. 

Agnes i sin cykelstol, hjemme efter 2. dag i vuggestuen (og ikke helt i humør til at få taget billeder!)..

mandag den 15. september 2014

Farvel til stenalderhulen..

Så! Så skete det. Dagen, hvor vi igen fik bredbånd og tv-pakke. Nu har vi virkelig også levet i en stenalderhule længe nok! Grammofonen har stået for musikken, og gammeldags (nåja, relativt gammeldags) antenne, trukket fra tv og parkeret i vinduet, har bidraget med DR-kanaler.. 

Så nu kan der blogges lidt igen... Har flere gange tænkt på, at "aha! Dét kan jeg da lige skrive om på bloggen".. Men no can do med no internet. Og nu er det meste af det i mellemtiden blevet sådan lidt halvgamle og ligegyldige baby-nyheder.

Vi har været i Legoland siden sidst; sammen med Agnes' faster og onkel, farmor og farfar og 4 grandkusiner/fætre med deres forældre. Det var sjov. 
Agnes' far og jeg kiggede på hinanden og konkluderede, at  - puhh.. nu var vi også en af de der 'børnefamilier', der ta'r deres afkom med i Legoland.. Voksent! Bortset fra, at lige lidt tid endnu er det trods alt nok stadig mest Agnes, der er med os i Legoland, og ikke omvendt.



Desuden er Agnes' far startet på arbejde. Slut på dén barsel! Han havde tidligere udtalt, at han ikke helt ku' forstå, hvad jeg møffede over, da jeg synes det var lidt trist, at min barsel var slut, når nu jeg glædede mig sår'n til at starte arbejde. Meen.. Så indrømmede han faktisk, at han syntes, det var en kende mærkeligt og lidt trist måske. Den tanke holdt nok ca. 2 timer indtil han igen sad på kontoret og havde en babyfri-fest blandt jævnaldrende kollegaer med fuldt udviklede sprogfærdigheder og evnen til selv at gå og tørre røv. Selvom han er helt pjattet med bettemusen, er han vist jævnt tilfreds med at barslen er overstået.

Jeg derimod har taget ferie. Ja for, Agnes er jo ikke startet vuggestue endnu. Og mon ikke børneforsorgen (og underboen - ja, hun er sgu lidt snerpet!) ville kigge forbi, hvis vi lod Agnes alene, mens vi begge drog afsted på arbejde. 
Imorgen dog. Imorgen sker det - da starter bettemusen i vuggestue. Og vi glæææææder os BIG time! 
Nogle gange møffer hun rundt herhjemme. Hun får mad, søvn og en tør røv, og alligevel er hun mega møfferen. Tror hun keder sig, faktisk.. For straks vi ta'r ned i Lindevangsparken og leger, gynger og spiser sand sammen med de andre børn, så har hun er fest og er den gladeste og dejligste baby. 
Så, vuggestue here we come!  

Agnes leger på legepladsen i Lindevangsparken..

Hun er SÅ meget min datter. 
Jeg var i køkkenet et øjeblik og *haps!*, så var hun igang med chokoladekiksene. 

torsdag den 4. september 2014

Agnes i dagpleje

Vi (nåja, Agnes that is) starter først i vuggestue d.16. september, men vi har tyvstartet lidt og været i dagpleje hos mormor hjemme i Sdr. Jylland.

I den kommende weekend skal vi til  familiedag-halløj med farmands familie, og inden dette crasher vi lige lidt hos mormor og morfar. Der er nemlig så pokkers langt til Jylland for en lille, kort weekend, så det gælder om at forlænge dem mest muligt.

Og det er fedt.
 
Agnes lever det fede babyliv blandt alle mormors legesager, de andre unger og ikke mindst - i haven.
 
En lille forældrefejl indfandt sig dog i og med at vi var kommet afsted uden regntøj (det bli'r godt vejr, sagde faderen. Og han havde ret!).. Men ikke desto mindre ligger duggen tungt på græsset til langt op af formiddagen.. Hun havde heller ingen sko, den bette tøs, kun lyserøde pusser. 
Tydeligvis en rigtig lille Frederiksbergborger med sin daglige gang på 4. sal.


Vi lånte lidt "tilovers-tøj" af dagplejebørnene og mormor slæbte afsted med Agnes og insisterede på en tidlig fødselsdagsgave i form af et par reele sko (baby-ECCO til den nette sum af 550kr. Uhh! Men mormor gav, og de er sååå fine!).. Og så var Agnes ellers klar til at gi' den gas udendørs.



I've got my new shoes on...

mandag den 1. september 2014

Dagen, hvor Agnes gled i sit eget tis...

Hold nu op, hvor er det længe siden, at jeg har skrevet noget herinde.

Men det er altså også bare fordi, jeg er så forbandet træt altid, når vi når til aften. Der er såmænd ellers nok at berette om. Ikke sådan vilde og exciting news, men bare sådanne mor/baby/familie-beretninger fra agurkertid.. 
Tror jeg forsøger mig med lidt (lang) punktfortælling..

* Jeg var jo selv hjemme i 5 dage forleden. Og jeg nåede faktisk en del på min to-do-liste. Jeg fik sågar malet mit vitrineskab! Nu står det og pynter så nydeligt under et lag grundmaling. For nåede jo ikke at blive færdig, før der var baby i hytten igen. Men, some day..

* Den rare mand i Flügger-butikken, hvor jeg købte maling til føromtalte skab, har forhåbentlig lært aldrig mere at lykønske en kvinde med hendes graviditet, medmindre at han er 110% sikker i sin sag. I hvert fald blev jeg lidt stram i betrækket, da han sagde - "nåh.. Og du skal så snart nedkomme?!".
Nedkomme!?! Ja, det sku' da så kun være med en ordentlig verbal skideballe! Suk.
Jeg fik desuden 15% rabat på mit køb.

* Efter Agnes' og faderens hjemkomst fra det mørke Jylland blev jeg mødt af store smil og grin fra baby-4-tand. Dejligt!
Dog måtte faderen skuffe mig, da han sagde noget i stil med: "jeg beklager skat, men jeg tror faktisk ikke, at hun har savnet dig". Hmpfr!
Men altså.. Selvfølgelig har hun det, lidt. Hun er bare enormt omstillingsparat, nem og medgørlig. Det skar lidt i mit hjerte, men det er jo også bare mega fedt, at hun kan passes ude uden problemer.

* Sidste fredag, d. 22.08, rykkede vi Agnes' seng ind på hendes eget værelse, og der sov hun trygt og godt fra kl.20.15-07.00 den første nat.. Sejt nok.

* Onsdag til torsdag i denne uge havde Agnes' far forladt os til fordel for at sejle speedbåden tilbage til Hørup Havn. Han var afsted sammen med Onkel Casper og Rune, og de havde vist en fin tur. Herhjemme kæmpede vi bravt mod kedsomheden imens.
Åhh, kom midt-september, du søde vuggestuetid.. Hun er SÅ klar! Forhåbentlig..

* I dag var vi på ærinde-gåtur rundt omkring på Frederiksberg. Det blev bl.a. til et smut på loppemarked, i TDC-butik (we have no tv and no internet. Say whaaat?!? .. det har vi dog snart igen!) og så vi var halvt om halvt med til Agnes' (og min!) første gay-parade (Copenhagen Pride), da vi blev fanget i 'optøjerne' dér, midt på Frederiksberg.

* Det var også i dag, at Agnes gled i sit eget tis og knaldede øjenbrynet ned i sofabordet.
Nogle gange er vi lidt glemsomme, kald os bare forældre-novicer, og så glemmer vi at skifte Agnes' ble (her snakker vi selvfølgelig ikke ved 'brun alarm').. Ligesom idag. Da jeg endelig huskede det var den stor og tung og øgede vel ca. 1/4 til den stakkels piges samlede kropsvægt! Derfor syntes jeg også lige, at hun sku' ha' lov at gå lidt med numsen bar. Det varede ca. 1/2 min, og så havde hun ellers både tisset en ordentlig tår på stuegulvet samt gledet i det til tonerne af Billy Joel (hun er en danse-mus!).
Do not dance, where you pee.

"Av mit øjenbryn"..
"Men fuck nu det, når jeg er så mega tjekket med solbriller!
(mega pinligt at fortælle, at jeg li'som gled i mit eget tis jo...)"


(Indlægget er skrevet lørdag d.30.08.14, men først udgivet nu grundet manglende internet-forbindelse...)