Altså. Jeg vidste det jo godt.
At hun ville blive snottet og småsyg og sår'n, af det der vuggestue-start. Men come on - efter 2 dage allerede!? Torsdag morgen vågner jeg (og betteskiden) op til grøn slimet snot (uhh, et skældsord. Yaks) fra hendes ellers søde, brede næse.
Det var lige tidligt nok, hva'? Det ku' da godt lige ha' ventet en lille uge bare.. Suk.
Og når man så kommer og henter i vuggestuen, så står det kun endnu værre til.. - så er snotten smurt ud i tynde lag all over face. Så ser man sig lige nødsaget til at svinge en våd klud over ansigtet på en lille pige, der i forvejen har mega beskidt tøj på. I vuggestuen spiser børnene nemlig mere eller mindre selv. En evne Agnes ingenlunde besidder.
Og jeg vil jo ikke være hende, hvis datter BÅDE har snot i hele sit ellers bedårende ansigt samt beskidt kluns på. Li'som.
Noget andet er selvfølgelig også, at det med garanti er mega trælst for hende. Det lille pus.. Hun tumler rundt med åben mund for at trække vejret og ser ganske ubegavet ud derved.
Idag havde hun også feber.
Agnes og jeg tog metroen til Kongens Nytorv (før hun var feberramt altså..) for at mødes med tante Alice. Vi skulle bl.a. ned i Nespresso-shoppen og tanke op på kaffe. Det lykkedes. Vi fik os også en Illum-bolle og en lemon-shake på den utroligt larmende Joe&theJuice i Magasin. Det lykkedes også altsammen i nogenlunde stil. Men.. Helt godt ved den var hun nu ikke, og hun fik kun ½ times lur. Så vi tog S-toget hjem igen. Til en S-togs-station, hvor elevatoren selvfølgelig var i stykker (der findes ingen Gud!!).. Hjemme igen nægter hun at sove, drikke mælk (SÅ er den gal), samt lytte til sin mor, der fortæller hende, at hun skal sove (uopdragne unge!)..
Men nå.. Hun var nogenlunde undskyldt med 39,2 i feber. Efter en times tid med skrig og skrål valgte farmand og jeg den lette udvej og stak hende en stikpille. Og.. vupti! Et styks glad pigebarn!
Sådanne piller burde man seriøst lave til voksne også.
Sådan et kombineret lykkepille/morfin/ecstasy-præparat... Uden recept, tak.
Jeg ku' ha' brugt det her til aften, da det glade pigebarn pludselig ikke længere var så glad, men derimod var to timer om at overgive sig til søvnen.
Jeg er så ENORMT taknemmelig for, at Agnes ikke var et kolikbarn. Jeg havde sgu ristet mig selv i scanneren så. For hold nu op, hvor er det anstrengende, og hold nu op, hvor er vi bare godt vant med et, som hovedregel, nemt barn herhjemme.. 7-9-13-bank-under-bord.. (måske findes der en Gud alligevel!?).
Nu sover hun, på maven, midt på vores seng. Og når hendes far kommer hjem fra sin fisketur, så er det så meget hans tjans, at få hende flyttet over i hendes egen seng. Og at tage de eventuelle konsekvenser deraf. Ja, det manglede da bare, når man sådan er ude for at fange fisk, når betteskiden ikke vil sove! (jaja, han havde spurgt pænt, og vidste selvfølgelig ikke, at hun ville blive så træls. Men alligevel!)..
Nu vil jeg smide mig på langs, og håbe, at hun sover længe og godt. Nat nat derude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar