torsdag den 12. december 2013

Dagligdag...

Og jeg som havde troet, at man lige ku' smide et lille blogindlæg og lidt billeder ud hver eller, som minimum, hver anden dag... Men, lillepigen skal jo også liiige gi' en tid og lov til det! - og så ku' man jo ellers foranlediges til at tro, at der måtte være noget at berette om, når vi sådan ikke kan finde tid til bloggen, men.. Niks!

Eller, lidt laver vi dog.. Siden sidst, har vi alle 3 været på julegaveshopping mandag (fik dog kun købt 2 gaver..), og tirsdag var Agnes og jeg en tur på min arbejdsplads  for at vise vidunderet (Agnes) frem. Det var en af de dage, hvor hun var vågen i 4+ timer om formiddagen, men for en gangs skyld var det gangske passende, for så var jeg da sikker på, at hun ville sove på turen til Nordvest. Vi valgte at tage bussen - den er vel næppe specielt fyldt ved middagstid sådan en tirsdag?, tænkte jeg. Phh! Jeg er SÅ meget en novice udi Københavns offentlige transport! Men jeg skal nok lære... Og jeg har lært. Aldrig mere 6A'eren til Bispebjerg med barnevogn. Den kører hele vejen ind igennem København, langt fra den direkte vej, I know, men til gengæld - modsat med S-toget - skal jeg ikke skifte undervejs.. Klogt træk, troede jeg.
Det tog ca. 50 min, og jeg har ellers kun, hurtigste vej, ca. 6 km til arbejdet. Og just som jeg tror, at bussen er proppet til sit max, stopper den ved Statens Museum for Kunst, og ind stiger da lige en hel folkeskoleklasse. Suk. Never ever again!

Men, ikke desto mindre var det en god oplevelse, for det var sååå hyggeligt at gense arbejdspladsen og alle kollegaerne igen efter 4 mdr. Nåja, så jo de fleste til julefrokosten - men denne gang var Agnes med, og man kan jo ikke høre for ofte, at hun er "åhh så sød!" eller "næh, hvor ER hun fin".. Og de ku' godt se, at hun var en rigtig modella! - hun blev skudt til at være meget længere, end hun er. Det snyder vist, at hun er så tynd. Hun var i dagens anledning selvfølgelig også i yndig kjole. Den blev købt i sommers engang, da tante Rikke og jeg havde forvildet os ind i H&M's babyafdeling. Det er et farligt sted for en gravid! Heldigvis en gravid jyde - det behersker indkøbene.

I dag, torsdag d. 12. dec., er det fars sidste dag på arbejde, før han går fra til en dejlig lang juleferie. Skønno! Og mens han nød den sidste dag på arbejdet, drog jeg mod midtbyen (tante Alice lærte mig lige i dag, at herovre hedder det ikke 'centrum', det hedder 'midtbyen'. Ligesom man for Gud i himlen heller ikke må kalde Strøget for gågaden - dét vidste jeg dog godt!). Vi tog S-toget - erfaring gør klog - og mødtes med tante Alice og Jette til mere julegaveshopping (denne gang blev det heldigvis til mere end 2 gaver..) og cafébesøg. Agnes' cafédebut faktisk. Hun klarede det til UG. Selvfølgelig. Hun er (7-9-13 og bank under bord) en fantastisk nem baby. Så mor er glad - sku' nødigt misse ud på cafébesøgene fordi man er blevet mor jo. Faktisk bør man NETOP gå mere på café, fordi man er blevet mor! ;)

Det blev til en utrolig lang smøre, om alt det vi ikke laver.. Der må billeddokumentation til!


Kollega Fie fandt, ind imellem røntgenbillederne, tid til at gi' Agnes en flaske.
"Det er første gang, jeg mader nogen!", udbrød hun glad.

Under julegaveshoppingen stødte tante Alice og jeg på denne lidt alternative ide til årets mandelgave - og vi var altså IKKE at finde i nogen lumre butikker.. "Den lille bog om enormt store penisser" m.fl.
Tjah, hvem vil ikke gerne bytte mandlen for sådan en!? (bogen altså!)

Og hvis du sku' gå og drømme om at ligne en hipster - hvis du nu f.eks. er jyde, men gerne vil til KBH for at besøge Agnes og bare ikke heelt ved, hvordan du skal klæde dig, så se med her!
Et super eksempel på "how to be a hipster". Og hvis du måske tilmed kan gro et skæg, så gør dét.

Agnes var selvfølgelig lige på runde hos Jette og Alice.
 Hun ku' for resten rigtig godt tænke sig nogle kommende svømme-veninder, tøser!?
Agnes er glad og tilfreds og siger 'go' for cafétur. Det gør vi igen snart!
(og ja, jeg HAR fede fingre.. Det ses tydeligt her, ligesom jeg i to smykkebutikker i dag sparede en god slat penge i og med, at jeg enten kun ku' få ringene ned til knoen, eller fik dobbeltdelle på 'proksimale phalanges'.. Suk.)

Ikke alle steder er lige fremkommelige med en barnevogn. Her venter vi på Jette og Alice foran Nørgaard på Strøget (ved nærmere eftertanke er Agnes og jeg faktisk også 2 x Nørgaard på Strøget... Vi sælger bare ikke noget)

Jeg havde lært af tirsdagens bustur, og heldigvis har vi en S-togs station lige i nærheden :)
God torsdag aften derude!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar